kvinder længe leve

Jeg sidder og ser en film med j.d. manden him self:) den foregår i slutningen af 1930'erne..efter den store Al Capone og omhandler en af de største bankrøvere vi kender..mr. Dillinger

Fantastisk film..er dybt indfanget i tiden..tøjet..musikken..talemåden..

Der er sket mange ting siden da, og der er ingen tvivl om, at kampen for kvinders rettigheder er kommet langt. Jeg har et meget ambivilent forhold til tiden og hvordan forholdet mellem mand og kvinde var dengang, kontra hvordan det er nu.
Alle der kender undertegnet, blot en smule, ved hvor meget jeg går ind for ligestilling og kvinders rettigheder, men jeg må ærligt indrømme at jeg føler at det er gået lidt over i den modsatte boldgade efterhånden. Ingen tvivl om at vi kvinder kan klare os selv. Ingen tvivl om at vi ikke behøver mænd, jeg ser masser af eksempler hver evig eneste dag på hvordan kvinder klare den alene og mænd krakelerer.
Derfor tvivler jeg ikke.

Samtidig ved jeg at grundet min stærke tro på at kvinder i sig selv er skabt som det stærke køn, har jeg ingen problemer med at se de tydelige forskelle på mænd og kvinder - og omfavne dem.
Jeg ved udmærket godt at jeg ikke gider at hænge lamper op og jeg ved udmærket godt at hvis en mand trækker stolen ud for mig når vi er ude at spise, så bliver jeg glad.
Jeg er træt af de kvinder der tror de kæmper for vores sag, ved at nægte mænd at være mænd. Ved hårdnakket at påstå at de ikke er interesseret i deres hjælp med diverse ting i hjemmet, på jobber eller rent følelsesmæssigt.
Jeg elsker når en mand gør kur til mig, og jeg elsker når han gør det ved at hvile i sin maskulinitet. Jeg elsker at få af vide hvad han vil have at jeg skal gøre, fordi han bestemmer.
Jeg elsker at få gaver og vide at uanset hvad, så er han der for mig og at han nok skal tage sig af mig, både følelsesmæssigt og økonomisk!

Se, nu vil mange nok tænke, det lyder ikke synderlig feministisk, og nej det kan godt være..men..

Jeg mener at når vi som kvinder hviler nok i vores egen kvindelighed, så har vi ikke noget problem med at mænd gør det samme, og når vi vikler i os selv, er vi heller ikke i tvivl om at når det kommer til stykket så er det os der har de gode kort, og kan derfor godt lade mændene gøre hvad de nu engang gør, og NYDE det, fordi det ikke tager noget fra os.

Min kære mor sagde altid til mig

"Therese, uanset hvad, så sørg altid for at være smartere end de andre"

Det har jeg taget til mig, og jeg bruger det hver dag.
Jeg er overbevidst om, at den dag, hvor kvinder holder op med at "kæmpe" for vores rettigheder og bare accepterer at mænd er mænd og det er okay at "blive sørget for" ikke fordi det er en nødvendighed, men fordi det er en af livets goder, som vi virkelig ikke burde snyde os selv for. Vi er skabt for at nyde..vi er skabt for at have det vidunderligt..vi er skabt for at bringe liv til den verden..vi er skabt for at være de kloge koner der sidder med krystalkuglen og alle svarene..vi er skabt med så stor magt og kraft at de eneste der holder os tilbage er os selv. Det er en illusion at det er manden der holder os tilbage, da de som art i sig selv, slet ikke har styrken til det. De eneste der holder os tilbage er os selv, fordi vi ikke har troen på vores fulde potentiale.

Se...nu blev det feministisk igen;)

Det jeg vil frem til er, at jeg håber det vil gå op for mange flere kvinder hvor vidunderlige de er, og at de ikke behøver at gøre alting selv..det er slet slet slet ikke nødvendigt, og vi bliver på ingen måde mindre selvstændige af at lade mændene gøre det..tværtimod..
Igen, hvem er den klogeste..den der arbejder eller den der kan arbejde men bare har valgt at uddelegere i stedet ;)