Min seng er en sådan en smart én der kan sættes i stikontakten, og i løbet af 5 min er den gået fra helt flad til ca. en halv meter høj og tilforladelig komfertabel at lægge på, jeg er dybt imponeret. Nå men det der sker er, at therese(det mig), vågner op en nat ved ca. halv tre tiden(og får dem der ikke ved det, er jeg ikke just en solstråle på den pågældende tidspunkt), jeg vågner fordi jeg faktisk er gået fra at lægge på x antal liter luft inde i denne madras, til at lægge på en tyndt lag plastic PÅ GULVET! Hvad er der galt i denne sætning mine kære læsere..det er den del med gulvet der er forkert, til de langsomme;) Jeg vælter ud af sengen.eller nååå nej..jeg rejser mig op fra gulvet..for at prøve og finde ud af hvad der dog har taget pusten fra min seng, og motiveret den til pludselig at skifte form.
På trods af den forholdsvise lave hjerneakivitet på det pågældende tidspunkt, tænker jeg mig frem til at der må være en læk et eller andet sted, så jeg puster den op igen og går på jagt omkring den for at finde stedet hvor det hele er starten.
ppppsssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssss siger det lige ind i mit øre, da jeg kommer til fodenden af sengen(hvis en luftmadras har en fodende) og rigtig nok, der var et lille hul. Her vil jeg gerne indføre et lidt større perspektiv til denne lille historie, fordi er det ikke utroligt´, hvor stor en forskel, så lille en ting kan gøre..sengen er meget stor og hullet var super duper lille, og allligevel var det skyld i at jeg lå PÅ GULVET..jaaa tænk lige lidt over den, så fortæller jeg videre om mit nattelige eventyr imens!
Jeg kom frem til den konklusion, at jeg måtte lappe det her hul med noget..(og ja, det regnede jeg ud helt selv!). Nu er det ikke sådan at jeg til daglig beskæftigere mig med noget, der involverer at jeg hyppigt skal lappe ting, og af selv samme grund, havde jeg ikke lappegej læggende i mit, ellers så praktiske hjem. Men noget måtte der gøres, for sove det skulle frøken adrian, så hun fandt nogen til-og-fra-jule-klistermærker og en neglelak frem fra gemmerne, og gik igang.
Nu vil jeg igen tilføj en anden dimension til denne lille fortælling, hvad sker der når man prøver at lappe noget med noget der ikke er beregnet til at lappe det med? hmm? fungere det at benytte andre ting end dem der skal benyttes?
Det gjorde det hvertfald ikke her..det skal jeg lige love for. Det hjalp lidt, men vågnede stadig en gang i timen, og skulle fylde den her lortemadras(som den var blevet degraderet til i løbet af natten), med ny luft. Dagen efter tænkte jeg, jeg må have fat i noget cykellappegrej, det må være det der skal bruges her, men fik therese købt det..nej nej..hun blev ved med at nøjes med sin halvfærdige, halvdårlige lapning, der ikke var holdbar. Ugen gik langsomt derud af, og så begyndte hun da bare at sove ude, istedet for at få fat i noget lappegrej der virker og få styr på det, men nej, det var meget nemmere at sove ude. Til slut på ugen, blev jeg alt alt for træt af det, så jeg fik fingerne i noget cykellappegrej og gik igang. Og gæt engang, det virkede sku..sidder og kigger på min luftmadras nu, der er helt fyldt med luft og det siger ikke ppppsssssssssssss nogen som helst steder fra..den er helt tæt:) Og jeg er meget tilfreds med mig selv.
For at afslutte min lille beretning om luftmadraseventyret i mit liv på et lidt højere plan, vil jeg gerne konstatere, at for mig gælder denne regl:
Det der skal bruges til at lappe det der skal lappes, kan ikke udskiftes med noget andet, da lapningen vil gå op og du vil finde ud af at det kun er ved at finde det rette lapningsmiddel at du kan sove trygt om natten, og ikke på det hårde kolde gulv!
onsdag den 25. november 2009
tirsdag den 24. november 2009
en lille uselvisk besked
Du køber en gave..Du tænker at denne gave skal gives til en du elsker, den skal gives uselvisk fra dig til den du elsker.
Du giver den.
Du bliver glad, personen bliver glad, alt er godt og du føler at du har gjort en kærlig og uselvisk handling.
Dagen efter passerer du en pantelåner, du ser din uselviske gave i vinduet hos pantelåneren.
Hvad føler du?
Og har den gave i virkeligheden været uselvisk?
Du giver den.
Du bliver glad, personen bliver glad, alt er godt og du føler at du har gjort en kærlig og uselvisk handling.
Dagen efter passerer du en pantelåner, du ser din uselviske gave i vinduet hos pantelåneren.
Hvad føler du?
Og har den gave i virkeligheden været uselvisk?
de mænd..de mænd
Mit liv er fyldt med mænd. Dejlige mænd, ingen tvivl om det, men de er godt nok en slags for sig selv. Mine to bedste venner, som også er mine ekskærester, er mænd. Jeg ville ikke leve uden dem, på nogen måde. De beriger mit liv med så mange ting, og de skubber til mig når jeg ikke selv tør tage springet. Men når det så er sagt, vil jeg gerne have lov til at ytre mig om hvor mærkelige fisk de i virkeligheden er. Da jeg var yngre var jeg overbevist om at hvis man havde drenge venner ville alting være meget mere enkelt, fordi de ikke sladrede; ligesom piger og de bærer ikke nag; ligesom piger. Skal vi ikke bare sige, at efter jeg er blevet voksen..eller..i takt med at årene er gået, har jeg erfaret at det ikke rigtig passer. Min spæde naivitet omkring drengene, som nu er blevet til store drenge med flere rynker, er blevet meeeeget mindre..jeg vil indrømme at den, stadig, til tider popper op, når jeg har et svagt øjeblik.
Hvad sker der inde i mænds hoved når de er stille? en klog standupkomiker sagde engang: Der sker ikke noget, der er bare STILLE!!!" og det mener jeg er et rigtig godt råd til kvinder, all around the world. Lad nu være med at overtænke det hele..det er jo ikke fordi der er synderlig meget aktivitet hos dem når de taler, det ved vi, så der sker sku nok ikke så meget mere, bare fordi de er stille. Jeg elsker mænd. Jeg elsker hvordan de er så forskellige, hvordan de hele tiden skifter humør, og hvordan de sladrer fuldstændig ligeså meget som kvinder. Jeg synes, det er sjovt at observere dem, hvordan de er i flok og hvordan de er på to-mandshånd. Jeg kan sidde og snakke med min højt elskede ven i flrer timer, og vi kan være enige om hvordan tingene er og ikke mindst IKKE er, og to dage efter (plus-minus), kan jeg få et opkald fraq en meget tvivlende ven, der ikke aner hvad der er op og ned i verden, hverken den store eller den lille:) Det er som om at de ikke kan tåle at blive eksponeret for verden udenfor deres lille osteklokke..ikke "mine" mænd ihvertfald;)
Vi kvinder bruger så meget tid på at forstå de facinerende skabninger, og det samme sker den anden vej (som jeg oplever daglig basis). Men vi er jo ikke skabt til at forstå hinanden, vi er skabt til at være forskellige, vi er skabt til at undres over hinandens gøren. Hvad skulle man ellers skrive bøger om, hvis ikke den forskel var der, hvad skulle man spille musik for, hvis den forskel ikke var der? Hvad ville gøre livet værd at leve, hvis ikke den forskel var der? For den forskel er den der skaber kærlighed, og uden kærlighed er liv ikke liv.
Så længe leve mænd - de har min fulde støtte i deres besynderlige måde at vælte rundt i verden på!
Hvad sker der inde i mænds hoved når de er stille? en klog standupkomiker sagde engang: Der sker ikke noget, der er bare STILLE!!!" og det mener jeg er et rigtig godt råd til kvinder, all around the world. Lad nu være med at overtænke det hele..det er jo ikke fordi der er synderlig meget aktivitet hos dem når de taler, det ved vi, så der sker sku nok ikke så meget mere, bare fordi de er stille. Jeg elsker mænd. Jeg elsker hvordan de er så forskellige, hvordan de hele tiden skifter humør, og hvordan de sladrer fuldstændig ligeså meget som kvinder. Jeg synes, det er sjovt at observere dem, hvordan de er i flok og hvordan de er på to-mandshånd. Jeg kan sidde og snakke med min højt elskede ven i flrer timer, og vi kan være enige om hvordan tingene er og ikke mindst IKKE er, og to dage efter (plus-minus), kan jeg få et opkald fraq en meget tvivlende ven, der ikke aner hvad der er op og ned i verden, hverken den store eller den lille:) Det er som om at de ikke kan tåle at blive eksponeret for verden udenfor deres lille osteklokke..ikke "mine" mænd ihvertfald;)
Vi kvinder bruger så meget tid på at forstå de facinerende skabninger, og det samme sker den anden vej (som jeg oplever daglig basis). Men vi er jo ikke skabt til at forstå hinanden, vi er skabt til at være forskellige, vi er skabt til at undres over hinandens gøren. Hvad skulle man ellers skrive bøger om, hvis ikke den forskel var der, hvad skulle man spille musik for, hvis den forskel ikke var der? Hvad ville gøre livet værd at leve, hvis ikke den forskel var der? For den forskel er den der skaber kærlighed, og uden kærlighed er liv ikke liv.
Så længe leve mænd - de har min fulde støtte i deres besynderlige måde at vælte rundt i verden på!
mandag den 23. november 2009
singleliv længe leve
Singelliv...hvad er det? det er et underholdningsprogram på kanal 4, der har skænket os den vidunderlige og forhadte Sidney Lee.
Det er en livsstil.
Det er en jagt på kærlighed.
Vi bliver hele tiden bombaderet med kærlighed. Det er alle steder, det er i medierne, film, bøger, musik ect. ect. Hvad er vi uden kærlighed?
Hvad er vi uden "den eneste ene" til at opfylde det tomrum inden i os, vores såkaldte bedre halvdel.
Hvad hvis vi nu er vores egen bedre halvdel, hvad hvis det handler om at vi skal gøre os selv lykkelige.
Man kan jo date alle steder, det er som om, at når man er alene (og ikke ønsker at være det), så er der muligheder for at finde den eneste ene alle steder.
Der er de åbenlyse, som byen og netdating, hvor man kan gejle sig selv, og hinanden op på et total overfladisk grundlag. Så er der de lidt mere kreative muligheder så som at lade ens meget entusiastiske venner fikse en op, med en af deres kollegaer fra kontoret. Så kan man sidde der på en restaurant, og tale om de rigtig vigtige ting, så som arbejde, og hvorfor tjeneren ikke kommer med mere brød efter at han har tømt kurven for 2. gang inden forretten er ankommet, mens man tænker på hvornår man skal benytte sin 112 besked til veninden der sidder klar derhjemme med sex and the city, chokolade-is og top 10 listen over hvorfor mænd er så dumme og uinteligente. Men ud over det, er der de ikke så åbenlyse steder som Kvickly, eller andre dagligvarebutikker, der er blockbuster, søndag aften i joggintøjet, skal det lige siges.
Det er som om, at mange mennesker konstant er klar..de er fandme klar! De er klar med det fælles porcelæn og isskulpturen til brylluppet.
Jeg har en teori, min teori er, at hvis vi tog alt den tid vi bruger på at lede efter den eneste ene, alt den tid vi bruger på at tænke os frem til hvordan han skal være, hvordan vi kommer til at møde ham mm. og bruger på os selv, bruger den på at lave de ting vi godt kan lide at lave, det der giver os overskud. Og jeg vil vove at påstå, at når vi gør det, så kommer vi til at skinne, vi kommer til at ose af velvære og overskud, og det, mine damer og herre, er noget der tiltrækker det modsatte køn. Når vi hviler i os selv, og har det godt, når vi står og kigger os selv i øjnene.
For mit vedkommende handler det om at finde den gyldne middelvej, jeg syntes at singlelivet kan være skide sjovt, det er frit og uforpligtigende. Jeg har også gode venner der dater, de lever single livet for fulde hammer, men det virker ikke som om at det er noget der gør dem lykkelig, ikke med mindre at de har dem selv med, ego includeret i den påstand!
Mange tanker idag, men hvorfor ikke..:)
Det er en livsstil.
Det er en jagt på kærlighed.
Vi bliver hele tiden bombaderet med kærlighed. Det er alle steder, det er i medierne, film, bøger, musik ect. ect. Hvad er vi uden kærlighed?
Hvad er vi uden "den eneste ene" til at opfylde det tomrum inden i os, vores såkaldte bedre halvdel.
Hvad hvis vi nu er vores egen bedre halvdel, hvad hvis det handler om at vi skal gøre os selv lykkelige.
Man kan jo date alle steder, det er som om, at når man er alene (og ikke ønsker at være det), så er der muligheder for at finde den eneste ene alle steder.
Der er de åbenlyse, som byen og netdating, hvor man kan gejle sig selv, og hinanden op på et total overfladisk grundlag. Så er der de lidt mere kreative muligheder så som at lade ens meget entusiastiske venner fikse en op, med en af deres kollegaer fra kontoret. Så kan man sidde der på en restaurant, og tale om de rigtig vigtige ting, så som arbejde, og hvorfor tjeneren ikke kommer med mere brød efter at han har tømt kurven for 2. gang inden forretten er ankommet, mens man tænker på hvornår man skal benytte sin 112 besked til veninden der sidder klar derhjemme med sex and the city, chokolade-is og top 10 listen over hvorfor mænd er så dumme og uinteligente. Men ud over det, er der de ikke så åbenlyse steder som Kvickly, eller andre dagligvarebutikker, der er blockbuster, søndag aften i joggintøjet, skal det lige siges.
Det er som om, at mange mennesker konstant er klar..de er fandme klar! De er klar med det fælles porcelæn og isskulpturen til brylluppet.
Jeg har en teori, min teori er, at hvis vi tog alt den tid vi bruger på at lede efter den eneste ene, alt den tid vi bruger på at tænke os frem til hvordan han skal være, hvordan vi kommer til at møde ham mm. og bruger på os selv, bruger den på at lave de ting vi godt kan lide at lave, det der giver os overskud. Og jeg vil vove at påstå, at når vi gør det, så kommer vi til at skinne, vi kommer til at ose af velvære og overskud, og det, mine damer og herre, er noget der tiltrækker det modsatte køn. Når vi hviler i os selv, og har det godt, når vi står og kigger os selv i øjnene.
For mit vedkommende handler det om at finde den gyldne middelvej, jeg syntes at singlelivet kan være skide sjovt, det er frit og uforpligtigende. Jeg har også gode venner der dater, de lever single livet for fulde hammer, men det virker ikke som om at det er noget der gør dem lykkelig, ikke med mindre at de har dem selv med, ego includeret i den påstand!
Mange tanker idag, men hvorfor ikke..:)
faseskift...gip
Min omganskreds er trådt ind i en ny fase. Mine veninder/bekendte er begyndt at blive gravide. Det er som om at alle omkring mig render rundt og rasler med æggestokkene, det flyver omkring mig med pastelfarvet babytøj og udklippede artikler fra Femina om hvordan man skal være mor, veninde, kæreste, karrierkvinde og kælling på samme tid.
Undskyld mig, men det kan jeg virkelig ikke på nogen måde, noget sted, ikke engamg på en go' dag, forholde mig til! Jeg er 20, og det kan godt være at nogle af mine veninder er en smule ældre, men stadigvæk! Jeg fandt mig selv sidde og tænke over hvordan jeg, overhovedet ikke føler at jeg er færdig med at gå i byen, arbejde og være oppe til kl. fire om morgenen for at kunne sove til kl. to næste eftermiddag uden at skulle amme i intervaller af 30 min.
Pludselig fanger jeg mig selv, midt i denne mærkelige tankerække, og stopper mig selv. Det er jo ikke fordi det smitter Therese, det er jo ikke fordi at deres graviditet spontant hopper over og giver mig morgenkvalme. Det er som om, jeg var bange for at jeg ville drukne i samtaler om børneopdragelse, brunch (fordi det ville være det eneste tidspunkt på dagen, hvor mine respektable veninder har tid grundet blypper og manden derhjemme), og den ene gang om året jeg kunne hive dem med i byen, ville de blive så stang stive, at jeg måtte smide dem på en taxa kl halv tolv, fordi de slet ikke kunne kapere friheden længere, da de har brugt de sidste 51 weekender i armene på deres kærester mens de finder inspiration til madlavningen på nettet.
Ja, I know..meget galde..og mange fordomme uden hold i virkeligheden(håber jeg!), men jeg blev sku virkelig bange..
Det er jo en vidunderlig ting at få et barn og jeg er også ovenud lykkelig på mine skønne medkvinders vejne. Blev bare meget chokeret over den synkrone graviditets bølge der skyllede ind over mig en ganske almindelig tirsdag eftermiddag.
Jeg trøster mig med, at det stadigvæk kun sker ude i ydrekredsen, det er ikke kommet helt ind på livet af mig endnu, ment på den made, at jeg nok ikke skal være barnepige lige forløbig:)
Jeg finder ro i at det nok skal komme, og at min afstandstagen fra det, er et tegn på at jeg hvertfald ikke er klar endnu, hvilket min mor sikkert er lykkelig for at høre:)
Så lykke til, alle i smukke gravide kvinder derude, jeg ønsker jer alt det bedste:)
Undskyld mig, men det kan jeg virkelig ikke på nogen måde, noget sted, ikke engamg på en go' dag, forholde mig til! Jeg er 20, og det kan godt være at nogle af mine veninder er en smule ældre, men stadigvæk! Jeg fandt mig selv sidde og tænke over hvordan jeg, overhovedet ikke føler at jeg er færdig med at gå i byen, arbejde og være oppe til kl. fire om morgenen for at kunne sove til kl. to næste eftermiddag uden at skulle amme i intervaller af 30 min.
Pludselig fanger jeg mig selv, midt i denne mærkelige tankerække, og stopper mig selv. Det er jo ikke fordi det smitter Therese, det er jo ikke fordi at deres graviditet spontant hopper over og giver mig morgenkvalme. Det er som om, jeg var bange for at jeg ville drukne i samtaler om børneopdragelse, brunch (fordi det ville være det eneste tidspunkt på dagen, hvor mine respektable veninder har tid grundet blypper og manden derhjemme), og den ene gang om året jeg kunne hive dem med i byen, ville de blive så stang stive, at jeg måtte smide dem på en taxa kl halv tolv, fordi de slet ikke kunne kapere friheden længere, da de har brugt de sidste 51 weekender i armene på deres kærester mens de finder inspiration til madlavningen på nettet.
Ja, I know..meget galde..og mange fordomme uden hold i virkeligheden(håber jeg!), men jeg blev sku virkelig bange..
Det er jo en vidunderlig ting at få et barn og jeg er også ovenud lykkelig på mine skønne medkvinders vejne. Blev bare meget chokeret over den synkrone graviditets bølge der skyllede ind over mig en ganske almindelig tirsdag eftermiddag.
Jeg trøster mig med, at det stadigvæk kun sker ude i ydrekredsen, det er ikke kommet helt ind på livet af mig endnu, ment på den made, at jeg nok ikke skal være barnepige lige forløbig:)
Jeg finder ro i at det nok skal komme, og at min afstandstagen fra det, er et tegn på at jeg hvertfald ikke er klar endnu, hvilket min mor sikkert er lykkelig for at høre:)
Så lykke til, alle i smukke gravide kvinder derude, jeg ønsker jer alt det bedste:)
velkommen til mig!
Så sker det..det først blogindlæg bliver hermed skrevet!
Jeg trodser mine egne fordomme om mennesker der skriver på nettet, jeg tænker nyt, jeg omskriver den historie jeg har om at folk, der blogger bare er nogle egocentrerede mennesker der har brug for, at resten af verden skal kunne følge med i deres dagbog, til at folk der blogger(nu incl ego), er mennesker med noget på hjertet, noget de gerne vil dele med andre mennesker og nogen der gerne vil gøre en forskel, for de mennesker der læser deres tanker og meninger.
Jeg vil træde ud af min tryghedszone og lægge mine historier ud, jeg vil dele mig, med de mennesker som af en eller anden uforklarelig årsag bliver ført forbi min blog, og jeg vil håbe på at jeg kan inspirere andre, ligesom jeg selv føler mig inspireret af mennekser der har vist vejen for mig.
Fra skabsblogger til verdensblogger!
Jeg trodser mine egne fordomme om mennesker der skriver på nettet, jeg tænker nyt, jeg omskriver den historie jeg har om at folk, der blogger bare er nogle egocentrerede mennesker der har brug for, at resten af verden skal kunne følge med i deres dagbog, til at folk der blogger(nu incl ego), er mennesker med noget på hjertet, noget de gerne vil dele med andre mennesker og nogen der gerne vil gøre en forskel, for de mennesker der læser deres tanker og meninger.
Jeg vil træde ud af min tryghedszone og lægge mine historier ud, jeg vil dele mig, med de mennesker som af en eller anden uforklarelig årsag bliver ført forbi min blog, og jeg vil håbe på at jeg kan inspirere andre, ligesom jeg selv føler mig inspireret af mennekser der har vist vejen for mig.
Fra skabsblogger til verdensblogger!
Abonner på:
Opslag (Atom)
