faseskift...gip

Min omganskreds er trådt ind i en ny fase. Mine veninder/bekendte er begyndt at blive gravide. Det er som om at alle omkring mig render rundt og rasler med æggestokkene, det flyver omkring mig med pastelfarvet babytøj og udklippede artikler fra Femina om hvordan man skal være mor, veninde, kæreste, karrierkvinde og kælling på samme tid.

Undskyld mig, men det kan jeg virkelig ikke på nogen måde, noget sted, ikke engamg på en go' dag, forholde mig til! Jeg er 20, og det kan godt være at nogle af mine veninder er en smule ældre, men stadigvæk! Jeg fandt mig selv sidde og tænke over hvordan jeg, overhovedet ikke føler at jeg er færdig med at gå i byen, arbejde og være oppe til kl. fire om morgenen for at kunne sove til kl. to næste eftermiddag uden at skulle amme i intervaller af 30 min.
Pludselig fanger jeg mig selv, midt i denne mærkelige tankerække, og stopper mig selv. Det er jo ikke fordi det smitter Therese, det er jo ikke fordi at deres graviditet spontant hopper over og giver mig morgenkvalme. Det er som om, jeg var bange for at jeg ville drukne i samtaler om børneopdragelse, brunch (fordi det ville være det eneste tidspunkt på dagen, hvor mine respektable veninder har tid grundet blypper og manden derhjemme), og den ene gang om året jeg kunne hive dem med i byen, ville de blive så stang stive, at jeg måtte smide dem på en taxa kl halv tolv, fordi de slet ikke kunne kapere friheden længere, da de har brugt de sidste 51 weekender i armene på deres kærester mens de finder inspiration til madlavningen på nettet.


Ja, I know..meget galde..og mange fordomme uden hold i virkeligheden(håber jeg!), men jeg blev sku virkelig bange..
Det er jo en vidunderlig ting at få et barn og jeg er også ovenud lykkelig på mine skønne medkvinders vejne. Blev bare meget chokeret over den synkrone graviditets bølge der skyllede ind over mig en ganske almindelig tirsdag eftermiddag.

Jeg trøster mig med, at det stadigvæk kun sker ude i ydrekredsen, det er ikke kommet helt ind på livet af mig endnu, ment på den made, at jeg nok ikke skal være barnepige lige forløbig:)
Jeg finder ro i at det nok skal komme, og at min afstandstagen fra det, er et tegn på at jeg hvertfald ikke er klar endnu, hvilket min mor sikkert er lykkelig for at høre:)

Så lykke til, alle i smukke gravide kvinder derude, jeg ønsker jer alt det bedste:)