de mænd..de mænd

Mit liv er fyldt med mænd. Dejlige mænd, ingen tvivl om det, men de er godt nok en slags for sig selv. Mine to bedste venner, som også er mine ekskærester, er mænd. Jeg ville ikke leve uden dem, på nogen måde. De beriger mit liv med så mange ting, og de skubber til mig når jeg ikke selv tør tage springet. Men når det så er sagt, vil jeg gerne have lov til at ytre mig om hvor mærkelige fisk de i virkeligheden er. Da jeg var yngre var jeg overbevist om at hvis man havde drenge venner ville alting være meget mere enkelt, fordi de ikke sladrede; ligesom piger og de bærer ikke nag; ligesom piger. Skal vi ikke bare sige, at efter jeg er blevet voksen..eller..i takt med at årene er gået, har jeg erfaret at det ikke rigtig passer. Min spæde naivitet omkring drengene, som nu er blevet til store drenge med flere rynker, er blevet meeeeget mindre..jeg vil indrømme at den, stadig, til tider popper op, når jeg har et svagt øjeblik.
Hvad sker der inde i mænds hoved når de er stille? en klog standupkomiker sagde engang: Der sker ikke noget, der er bare STILLE!!!" og det mener jeg er et rigtig godt råd til kvinder, all around the world. Lad nu være med at overtænke det hele..det er jo ikke fordi der er synderlig meget aktivitet hos dem når de taler, det ved vi, så der sker sku nok ikke så meget mere, bare fordi de er stille. Jeg elsker mænd. Jeg elsker hvordan de er så forskellige, hvordan de hele tiden skifter humør, og hvordan de sladrer fuldstændig ligeså meget som kvinder. Jeg synes, det er sjovt at observere dem, hvordan de er i flok og hvordan de er på to-mandshånd. Jeg kan sidde og snakke med min højt elskede ven i flrer timer, og vi kan være enige om hvordan tingene er og ikke mindst IKKE er, og to dage efter (plus-minus), kan jeg få et opkald fraq en meget tvivlende ven, der ikke aner hvad der er op og ned i verden, hverken den store eller den lille:) Det er som om at de ikke kan tåle at blive eksponeret for verden udenfor deres lille osteklokke..ikke "mine" mænd ihvertfald;)
Vi kvinder bruger så meget tid på at forstå de facinerende skabninger, og det samme sker den anden vej (som jeg oplever daglig basis). Men vi er jo ikke skabt til at forstå hinanden, vi er skabt til at være forskellige, vi er skabt til at undres over hinandens gøren. Hvad skulle man ellers skrive bøger om, hvis ikke den forskel var der, hvad skulle man spille musik for, hvis den forskel ikke var der? Hvad ville gøre livet værd at leve, hvis ikke den forskel var der? For den forskel er den der skaber kærlighed, og uden kærlighed er liv ikke liv.
Så længe leve mænd - de har min fulde støtte i deres besynderlige måde at vælte rundt i verden på!