fortrydelser og tanker

Jeg finder til tider mig selv sidde og tænke...jeg sidder og tænker på om jeg har levet mit liv som jeg gerne ville og, hvis jeg kunne om der var ting jeg ville gøre om, eller gøre anderledes..

Jeg har altid haft sådan et meget dybsindigt (syntes jeg selv), svar der lydder noget i retning af, at jeg ikke vil ændre noget, for det har gjort mig til den jeg er...og bla bla bla
Men skal jeg være helt ærlig, og det er der engang en der har lært mig at man skal, så er der nok et par smådetaljer rundt omkring i mit livs novelle, jeg godt kunne finde på at udsætte for lidt retteblæk.

Der er nogle tåre og nogle situationer, som jeg godt kunne have sparet andre, og ikke mindst mig selv for. Ting jeg ikke føler jeg er vokset synderlig meget af, men sådan set bare føles som om de har været der fordi der skule lidt fyld og drama i historien, for at nogen gad læse den..kender i det? Hvis nu ens liv var en roman, gad man så selv at købe den?

Der er ingen tvivl om, at hvis jeg sad og læste min egen historie, ville jeg få stor medfølelse for hovedrolleind haveren. Så hvordan kan det være at jeg ikke har det normalt? hvordan kan det være at jeg skal træde så meget ud af mit liv, før jeg kan se tingene klart? Det er vel sådan set ligemegt, så længe det virker, men jeg syntes at det demonstrere rigtig godt, hvor hårde vi mennesker tit er ved os selv, og hvor sjældent vi os selv den pause vi inderst inde godt ved, at vi har brug for.

Tilbage til retteblækken. Jeg har efterhånden mødt en del mennesker. Jeg har elsket, hadet, savnet, mistet, og genfundet, alt sammen i et stor samsurium. Jeg har oplevet at få mit hjerte knust flere gange end jeg har lydt til at tænke på, og der er også visse ting på min kappe, som jeg helst ikke reklamere med.
Jeg føler uden tvivl at der er mennesker i mit liv, der er blevet unødvendigt såret, men så alligevel..var det nu unødvendigt? har det ikke lært mig en masse ting om min og andres måde at tackle tingene på? har det ikke lært mig meget om livet? jamen det har det jo..og det gør det stadig, jeg lærer nye ting hver dag. Der kommer hele tiden ting op til overfladen med den simple årsag at vise mig ting omkring livet. Og hvor er jeg i bund og grund taknemmelig for netop det.

Jeg kan spille ping pong i mit hovede i dagevis omkring det her emne, er der noget der har været spildt? Det tror jeg i bund og grund ikke at der er. Jeg tror at vores følelser kan narre os til at tro det, og at vores overbevisninger også har en finger med i spillet. Jeg tror at de ting vi lærer og udsætter os selv og andre for, alle sammen er med til at forme os og gøre os til de mennesker vi er. Hvad vi vælger at gøre med de ting der sker for os, er vores eget valg, om vi vælger at kigge på dem, og bruge dem til at vokse af, eller om vi vælger at bruge dem til at bekræfte os i vores egne negative historier omkring hvordan vores liv er, og altid har været.

Så i sidste ende, holder jeg mig til mit mantra - nej jeg fortryder ikke noget, for de valg jeg har taget ud fra det jeg har oplevet, har været med til at gøre mig til den jeg er..