flere erfaringer med "systemet"

Jeg er nu i den heldige situation at jeg er i det offentlige system, som værne kontanthjælpsmodtager, fordi jeg skal igennem en forsikringssag og fordi min ryg er så smadret, at jeg har svært ved at arbejde. Det er min første personlig oplevelse med ”systemet”, på trods af at jeg har haft det tæt på livet i mange år, er det stadig noget helt andet selv at sidde i den varme stol.

Jeg er blevet nød til at bide i det sure æble, og finde frem til erkendelsen af, at det ikke gør noget at få hjælp, og at der også kan komme gode ting ud af det og være i det, man prædiker om :)

Min gode og nære ven, gjorde mig opmærksom på en meget gens tankegang i går. vi var på vej hjem fra byen og gik og snakkede om aktivering, sagsbehandlere mm. Og jeg har en meget stærk tro på, at man ikke skal gøre noget bare for at gøre det, man skal ikke tage et job, bare fordi ens sagsbehandler siger det, og man har lov til at sige nej tak til de tilbud der kommer, (min mening).

Der er jo en lovgivning, der hedder at når du er under 30, skal du i aktivering efter 3 måneder, hvis du ikke er blevet ansat, eller startet uddannelse.
Så siger min gode ven, som jeg respektere meget højt, pludselig til mig, at når jeg har været på kommunen og bedt om hjælp, så må jeg også tage imod den hjælp de mener jeg skal have, og som de kan tilbyde, fordi man kan ikke tillade sig at sige nej.

Jeg kunne straks mærke at det var en udtalelse, eg reagerede meget kraftigt på. Til at starte med er jeg ikke synderlig tilfreds med måden hele ”systemet” virker. Men den påstand at man ikke kan tillade sig at sige nej til hjælp, hvis det ikke er en hjælp man er interesseret i, var virkelig noget der gav mig lyst til at skrive.
Siden hvornår er det at hjælpe andre mennesker, blevet vedhæftet en masse krav, en masse ting du må og ikke må. Det er ikke hjælp for hjælpens skyld, det er hjælp med forventninger og med krav, og det pisser mig af.

Jeg har lov til at takke nej, hvis det er det, jeg har brug for. Jeg skal ikke tvinges ud i noget jeg kan mærke ikke vil være godt for mig, og jeg skal først og fremmest ikke stå med bøjet nakke, fordi jeg modtager hjælp, og derfor er blevet total umyndiggjort! Ikke en skid. Jeg køber den ikke, og jeg er sikker på at det heller ikke er vejen frem. Vi ved godt hvordan mennesker, der har gjort alt hvad de skulle, burde og følte sig pressede til, ser ud, ikke særlig godt. De er trætte og brugte, og det mener jeg er forkert. Og jeg vil ikke begynde at følge deres regler i stedet for mig eget hjerte.

Jeg siger ikke at man skal kunne gå op og inkassere penge fra det offentlige hele sit liv, uden at der bliver stillet nogen krav, men jeg mener at man som mennesker, skal have muligheden for at vælge fra, hvis det virkelig ikke er noget man har lyst til, eller for den sags skyld, ved på forhånd at man ikke kommer til at få noget ud af, fordi man kender sig selv godt nok til at vide, at så snart man sætter sig i den stol, så slukker man for alt hvad der hedder modtagelighed. Jeg fungere således, at hvis der er nogen der prøver at påtvinge mig noget, så bliver jeg stædig, også skal du godt nok være dygtig og inspirerende, hvis du skal få mig til at være engageret. Og jeg er sikker på at der er andre der har det, på samme måde som jeg.

Jeg mener uden tvivl, at det handler om at den enkelte person, i samarbejde med sin pågældende sagsbehandler, finder ud af hvad der fungere for ham eller hende, og hvis det ikke fungere for vedkommende (mig), at sidde til et fucking aktiveringsprojekt for at lære om cv skrivning og blive coachet på at ”jeg er god nok” , så skal jeg ikke sidde der. Det er spild af min tid, og spild af resurser, der kunne blive brugt på dem der virkelig har brug for det.

Det her kommer meget hurtigt til at lyde politisk, det er det ikke! Det er menneskeligt Jeg benægter ikke at der er politik, fordi det er der, i aller højeste grad, jeg gider bare ikke at beskæftige mig med den. Den er tung, den er ignorant, og den er ikke til at blive enige om. Det jeg føler for, skriver om og tænker på, er det menneskelige perspektiv i det. Jeg er uden tvivl et stærkt individ, der kan stå til rigtig meget, men jeg har stadig oplevet at gå grædende ud fra kommunen, efter hvad der skulle være et ”motiverende” møde.

Jeg har også mødt det modsatte, jeg har mødt hjælpsomme, søde, kærlige og fornuftige mennesker. Langt de fleste der arbejder på sådan et jobcenter er virkelig vidunderlig mennesker, der gerne vil hjælpe og gøre en forskel, men deres hænder er bundet, fordi det er ikke dem der laver reglerne. Igen ikke politisk, menneskeligt!

Jeg glæder mig til jeg er færdig. Jeg glæder mig til at jeg ikke skal tage derud og sidde og forsvare hvorfor det ikke lige er mig at starte en uddannelse som social og sundhedshjælper. Jeg har fundet fred med at sådan er det lige nu, og at jeg har en plan med det, en plan der nok skal lykkedes, og det gør at jeg kan holde hovedet oven vande, men jeg vil opfordre alle der har med kommunen at gøre, kig ind bagved de regler der bliver arbejdet under, og tænk på hvorfor de mennesker der sidder der til en, ikke flatterende løn, sidder der, og hvad de brænder for. For de brænder for noget, fuldstændig ligesom dig!

Vi er alle bare mennesker – uanset hvilken side af skranken vi sidder på!