back from out of space

Det er længe siden at jeg har skrevet.
Jeg har ikke følt mig inspireret.
Hver gang jeg har sat mig ned for at skrive, er det som om der er en der har smækket computeren sammen og sagt, NEJ, du skal da slet ikke bryde dig om at skrive noget som helst!

Der er sket rigtig mange ændringer i mit liv, der er gode og der er udfordrende. Men hvem sige nej til en god udfordring? :)

Jeg har lært rigtig mange ting om mig selv det sidste halve år, og jeg vil strække mig så langt, som til at sige, at det har været den meste transformerende tid for mig.

Når jeg ikke har det godt, så har jeg heller ikke lyst til at skrive. Når jeg er træt, så gemmer jeg mig foran mit fjernsyn, passer min familie og mine venner, danser om lørdagen, også er det dét! Jeg kommer ikke med nogen udtalelser, der kan lægge op til debat, jeg tager ingen kampe for sjovs skyld, og for at lære noget om mig selv i konflikter. Jeg gør intet der på nogen måde er nervepirrende.
Men jeg kan godt mærke at det er ved at vende. Jeg kan mærke at der er forandring på vej.
Jeg har været, og er stadig lidt, i en fase af at gennemgå gamle følelser. I ved, dem der lægger og ulmer. Nu skal de op, kigges på, vendes og drejes og derefter smides ud, for de gør mig det ikke godt. alle gamle tekster skal læses, alt musik høres igennem, alle ødelæggende overbevisninger omkring mig selv, og andre, skal skydes i sænk! De skal dø, for at noget nyt kan opstå, inden i mig! Jeg skal tilgive og sætte fri!
Som en underviser engang sagde til mig: "Vil du rense dine sår, ved at give dem ilt så de kan heale, eller vil du sætte et plaster på, hver gang det gør ondt, så du til sidst render rundt og er dækket med plastre?" Nu har jeg været dækket med plastre det sidste lange stykke tid, men nu er det slut, mange er revet af, og nogen et stadig på vej, og av, hvor gør det ondt i de små fine hår :) men det er godt, og det er rigtigt, og når jeg gør det, opdager jeg samtidig at der intet er at være bange for. Jeg dør ikke at lidt smerte, jeg dør ikke af at føle savn, og vigtigst af alt, så føler jeg mere og større kærlighed fra andre mennesker, jo mere jeg giver det til mig selv, og jo mere jeg giver mig selv lov til at mærke de ting der ikke er happy jazz.

Jeg har altid vidst de her ting, men jeg har ikke levet efter dem rigtig længe. Jeg har troet at det var nødvendigt at falde tilbage i gamle roller og følelser, for at føle at jeg var i live, jeg havde et behov for at føle mig elsket, igennem ikke konstruktiv kommunikation og mudderkast.
Jeg ved nu, at det kommer inden fra mig selv. Jeg ved at det handler om mig, og kun mig.
Det handler om hvad jeg siger til mig selv, og om jeg tager mig selv alvorligt nok, til at være i en realation. Og det er proffesionelt som privat. Det handler om at jeg skal løfte hovedet, give mig selv det jeg fortjener, og lære, at jeg allerede har alt hvad jeg nogensinde har drømt om, jeg skal bare kigge lidt bedre efter.

Og ved i hvad det vigtigste jeg har lært er?




nej...det gør jeg heller ikke...for så klog er jeg ikke..men jeg ved at jeg er varm inden i...og det er det eneste der tæller...